Husene på Frydendalsvej modtager unge med forskellige diagnoser, hvorfor behandling og intervention vil være individuelt tilrettelagt efter problemstilling og udfordringer. Som tre-trins raketten indikerer, er målgruppen unge, der har en grad af udviklingspotentiale, og som efter endt behandling vil være i stand til at leve et selvstændigt og så vidt muligt selvforvaltende voksenliv uden for institutionsregi.

Der arbejdes således ud fra en antagelse om, at den psykiatriske diskurs, der gør sig gældende har betydning for, hvordan man kan anskue dét at have fået en diagnose, og at disse kategorier er betinget af det system, den unge diagnosticeres efter.

Diagnoser anvendes for at have et internationalt sprog, så man i alle lande, der anvender det diagnostiske system ICD10 (ICD11 – udvidet med sorgbegrebet i 2018), kan forstå symptomer og adfærd ud fra samme referenceramme.

En diagnose stilles af en psykiater, der ved hjælp af definerede og på forhånd tilrettelagte spørgsmål kategoriserer patienten inden for den psykiatriske forståelsesramme. For at få en diagnose, skal man opfylde forskellige kriterier og såfremt patienten gør dette – vil der blive stillet den diagnose, der passer på patientens italesatte symptomer. Opfyldes kriterierne ikke længere efter fx 6 måneder – opfylder man ikke ”kravene” til diagnosen længere – og denne bortfalder som udgangspunkt.

Denne justering af HVORNÅR og HVORDAN man får en diagnose betyder således, at fx symptomer på skizofreni KAN være af kortere varighed. Med ICD10, og måden der diagnosticeres på i psykiatrisk regi, må diagnoser således betegnes som et øjebliksbillede af et symptombillede, der kan ændre sig over kortere eller længere tid. Diagnoser kan således opfattes som en rettesnor eller en guideline for, hvordan et menneske har det, på et givent tidspunkt – og kan give en indikation på, hvordan såvel psykiatrisk, psykologisk og pædagogisk intervention skal tilrettelægges.

På Husene på Frydendalsvej tilrettelægges arbejdet, efter den adfærd, der observeres hos den unge og med udgangspunkt i det symptombillede, der ligeledes ses.

Symptomer indikerer en adfærd, en oplevelse og/eller en tilstand. Flere symptomer kan, såfremt de optræder samtidig, indikere, at der er tale om en tilstand, der kan generaliseres og kategoriseres til en konkret diagnose.

Nogle mennesker oplever at have symptomer, der kan genkendes inden for rammerne af diagnostiske kriterier som stress, angst, antydning af tvangshandlinger, ADHD, osv. Såfremt disse symptomer har betydning for, hvordan man kan fungere i livet, bliver styrende for adfærd og handlemønstre og afviger fra samfundsnormen, vil det være nødvendigt at udrede disse i forsøget på at forstå, hvordan man bedst muligt kan afhjælpe symptomerne og hjælpe den pågældende til en mere hensigtsmæssig udvikling. Når en diagnose stilles er disse symptomer samlet sammen til at give et overordnet billede af, hvordan symptomerne fremtræder og i hvilken sammenhæng man skal forstå dem – fx vil angst gøre sig gældende i mange diagnoser og kan også stå alene og være en behandlingskrævende tilstand.

Alt efter hvordan de enkelte symptomer eller en given adfærd fremtræder, vil diagnosen i sig selv give behandleren en overordnet og generel forståelse af medikamentel, psykologisk og pædagogisk intervention – der skal afhjælpe tilstanden.

For nogle vil tilstanden være permanent og dermed et livsvilkår – symptomer vil i disse tilfælde kunne afhjælpes med medicin og øvrig behandling med henblik på at finde det bedst mulige funktionsniveau og den optimale livskvalitet for den enkelte. For andre kan behandlingen iværksættes med henblik på recovery og rehabilitering. Dette vil ofte være udgangspunktet for arbejdet på Husene på Frydendalsvej.

Da vi arbejder inden for rammerne for den psykiatriske forståelse af den enkelte, baseres vores arbejde på den udviklingspsykologiske referenceramme i forståelsen af den enkelte unge i vores regi og tilpasses alt efter problemstilling, som tidligere beskrevet. I den pædagogiske praksis baseres arbejdet ligeledes på den socialkonstruktionistiske tanke om, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret, og at sproget og måden hvorpå vi taler sammen om tingene og verden omkring os er det, som konstruerer virkeligheden. Således arbejder vi med udgangspunkt i en dialektisk tankegang, hvor en grundlæggende forståelse af menneskets udvikling forenes med en opfattelse af, at sproget i sig selv er medvirkende til at konstruere den enkeltes virkelighed, der således bliver til forhandling med udvikling for øje.

På Husene på Frydendalsvej arbejdes der grundlæggende med relationen til de unge som fundamentet for deres trivsel i husene og behandling ligesom, at der ses elementer fra miljøterapien i hverdagen. Alt øvrig behandling tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes problemstilling og behov.

Den medikamentelle strategi anlægges af den unges behandlende psykiater, der varetager den medicinske behandling, såfremt denne skønnes nødvendig. Vi samarbejder med den unges behandlere, hvis den unge er i behandling i fx OPUS eller i andet behandlerregi – men vurderes det, at den unge vil profitere af, at medicinsk behandling og samtaler med psykiater foregår på Frydendalsvej, vil behandlingsansvaret overgå til vores interne psykiatriske konsulent.